du kommer ind i mit liv 100000000 gange, og går altid ud af det igen! fordi selv jeg ved jo at du vælger noget som er vigtigere for dig og mere livs nødvendigt, fordi du ikke ville kunne leve uden forevigt.
det den samme rutine som altid og ja jeg får altid ondt af dig, og får lyst til at hjælpe dig hver eneste gang... du er der on og off, og det slår mig ihjel! det tager min livs kræft, min motivation og alt hvad det indebærer.
Nogle gange bliver jeg så sur ved tanken om alt du har gjort, at jeg ikke kan kende mig selv.. tusind gange har jeg råbt og skreget af dig, været umenneskeligt vred og ked af det, grædt så det gjorde ondt.. og igen ender jeg med at få ondt af dig!
JEG vælger et liv UDEN dig, og det er vidst også allerede gået op for dig! jeg vil ikke være i det her mere, livet skal startes på ny... uden dig
jeg vil ikke have ondt af dig mere, jeg vil ikke give dig alt min energi og mine tanker, det skal bare være slut.
bare et opkald eller hvilken som helst kontakt fra dig ødelægger mig bare mere. vil være foruden det. Og jeg ved at jeg kommer til at se dig igen, men jeg behøver ikke tage mig af det.
